Romansk stil generelt

under udvikling
Der var tale om en tidlig vestlig arkitektur, der først og fremmest byggede på tre elementer fra den romerske arkitektur, nemlig buen eller halvcirklen. Denne udnyttedes på utallige måder; den var afslutning ved alle åbninger over portaler, døre og vinduer, Den dannede arkader rundt om bygninger eller markerer skiftet mellem hoved- og sideskibe. Den kunne også gentages i det uendelige og danne et tøndehvælv, der er det næste byggeelement. Tøndehvælvet bruges i forbindelse med loft og tag-konstruktioner.

Fra de romerske termer havde man dettes videreudvikling, nemlig grathvælvet, der konstrueredes ved at lade to tøndehvælv mødes, så et slags krydshvælv kunne dannes. Man kunne anbringe en række af grathvælvskryds i forlængelse af hinanden med stor arkitektonisk effekt.

Det sidste element var den treskibede basilika, karakteriseret af hovedskibets større højde i forhold til sideskibene. Romerne udnyttede denne bygningsform til mange funktioner, den var et mødested: markedshaller, termer, beboelser osv. I den romanske arkitektur bruges basilkaen især til gejstlige formål; dens store længde var særdeles anvendelig. Her var der også ofte en tilføjning af en apsis og et lysgalleri (clerestyl) på hovedskibet. Men selvom det var de samme elementer, så var udtrykkene meget forskellige; det var forskellen på en middelhavsstil og en nordeuropæisk. Hvor den romerske var enkel og klar, med glatte søjler o.a. var den romanske markeret og tung, med fyldige profileringer ved åbningerne og tykke vægge, hvilket påvirkede mange udtryk, herunder alle åbninger i murværket og ligesom søjlerne, der skulle bære meget.
Hovedskibet var som nævnt væsentligt højere end sideskibene i en basilika. I Nordeuropa udnyttedes denne ekstra høje ofte til et clerestyl (vinduesgalleri), mens man i Syd- og Mellemeuropa også kunne finde et søjlegalleri (også kaldet et pulpitur). Dette kunne udnyttes til at adskillige forskellige grupper af menigheden fra hinanden - f.eks. kvinder, hoffolk, nonner i klostret osv. fra resten af folkene i kirken. Efterhånden udviklede dette sig til et tre-etages arrangement med både pulpitur og clerestyl. Dette blev standard i England.

Udviklingen fra 300-tallet til 1300-tallet drejede sig om især en udvikling af apsis mod et stort kor med koromgang og sidekapeller. Skib og sideskib var forbeholdt lægfolk, mens kor m.m. var forbeholdt præsteskabet, der krævede mere og mere plads. Dette blev tydeligst i de store pilgrimskirker f.eks. langs vejene til Santiago de Compostella, hvor koret med koromgang voksede pga. det store præsteskab, der var tilknyttet og de imponerende processioner, der indgik i gudstjenesterne.
Et andet særpræg ved pilgrimskirkerne var de radiale kapeller rundt om koret, der rummede mulighed for en "udstilling" af relikvier fra mange forskellige helgener i de rige pilgrimskirker. En forudsætning for denne udvikling var en tydelig afgrænsning af selve koret fra koromgangen (ved korskranker), således at almindelige folk kan få adgang til kapellerne. Dette ses i de fleste store romanske katedraler og pilgrimskirker. Ligeledes kunne det blive nødvendigt at forlænge den meget søgte kirke, og dette kunne bl.a. ske ved tilføjelsen af en narthex, en slags forhal inden selve hovedkirken.

Forslag til billeder (koromgang + sidekapeller) + tegning (grundplan): Santiago de Compostella.

Det er ikke alle de romerske arkitekturtekniske landvindinger, der udnyttes i den romanske periode. Romerne udnyttede f.eks. kuplen til mange formål f.eks. i tempelbyggeriet Pantheon eller i forbindelse med deres badeanlæg, termerne, hvor de centrale baderum var kuplede. Dette genfindes i klassisk arabisk bad-arkitektur.
I byzantinsk arkitektur krævede det religiøse hierarki en kirke, der principielt kunne rumme det magiske møde mellem patriark og kejser i rummet under kuplen - mødet mellem himmel og jord. Lægfolk befandt sig i sideskibene. Senere blev disse yderligere fjernet og adskilt fra koret og de kirkelige handlinger af ikonostasen. Vestlig arkitektur er som omtalt ovenfor præget af en anden liturgi - kaldet den monastiske. Kuplen som arkitekturelement bliver derfor mere eller mindre "ignoreret", ligesom tilfældet var med centralkirken som sådan (bortset fra i f.eks. Karl den Stores kapel i Aachen).

Middelalderarkitekter er i denne periode optagede af at forbedre den romerske tøndehvælving fra blot at være en ildsikker overbygning til at være en fantastisk konstruktion. Forholdet mellem romansk og gotisk stil er en fortsat sammenhængende udvikling. Fra romanske bygninger med tykke vægge, små vinduer og flade, runde buer til en elaboreret gotisk stil med spidsbuer og store vinduesåbninger. Denne løbende udvikling kan f.eks. studeres i katedralen i Durham (England), hvor det romanske kirkerum har fået ribbehvælvinger allerede i 1103, selvom den egentlige og "bevidste" gotik først dateres fra abbed Suger og klosterkirken i St. Denis (1140). Udviklingen frem mod gotikken fremmes også af et pragmatisk behov for at spare træ i forbindelse med byggeriet; der har været tale om ret så store mængder til stilladser eller byggerammer i forbindelse med understøttelsen af de meget tunge (og lange) tøndehvælv, inden den afsluttende kilesten kom på plads. Hvis man kunne nøjes med at understøtte ribberne var meget sparet.

Den græske arkitektur er tænkt skulpturel i sit princip, mens den romerske og byzantinske benytter sig af en ornamentering i form af forskellige marmorarter og mosaikker til at udsmykke de store flader, der findes på bygningerne. Ved den romanske arkitektur sker ornamenteringen i form af udskæringer på selve byggestenene, der skæres i form efter brugssted tilligemed en egentlig kunstnerisk profilering.

Romansk ornamentering: Eksempler og forklaringer.

Romanske buer på indgangspartiet til katedralen for Simon Søjlehelgen opført ca. år 400, Aleppo, Syrien.

Tøndehvælv over sal på korsridderborgen B... i Syrien, ca. 1150.

Grathvælv over sal på korsridderborgen Krak de Chevaliers i Syrien, ca. 1150.

Basilikaruin i forbindelse med katedralen for Simon Søjlehelgen, Syrien ca. 400. Hovedskib og de to sideskibe er væk men udfra afslutningen (apsis og to kapeller) fornemmer man størrelsesforholdene.